Forside : Temaer : Infrastruktur og Støj : Støj og risikovirksomhed

Støj og risikovirksomhed

Bestemmelser

  1. Når der i kommune- og lokalplanlægningen udlægges landzonearealer til støjfølsom anvendelse, skal det sikres, at Frederikssund Kommunes Forskrift for Støj og Vibrationer og Miljøstyrelsens vejledende regler om støj kan overholdes i planområdet. Der gælder regler for støj fra:

    • Støjende fritidsanlæg (For eksempel motocross, speedway, faldskærmsflyveklub, svæveflyveklub, skydebaner og så videre.)
    • Militære flyvestationer samt skyde- og øvelsesterræner
    • Virksomheder
    • Veje og jernbaner

  2. Når der etableres nye veje og jernbaner, skal det tilstræbes, at Miljøstyrelsens vejledende regler for støj kan overholdes i eksisterende og i planlagte boligområder og områder med anden støjfølsom anvendelse.

  3. Nye virksomheder og nye støjende fritidsanlæg kan kun etableres, hvis Miljøstyrelsens vejledende regler om støj fra anlæggene kan overholdes ved eksisterende støjfølsom anvendelse og i områder, der er udlagt til støjfølsom anvendelse.

  4. Planlægningszoner på 500m omkring eksisterende risikovirksomheder fremgår af kortet. Ved fastlæggelse af planbestemmelser omkring risikovirksomheder skal kommunen inddrage hensynet til risikoen for større uheld.

    Støjkonsekvenszoner
  5. Eksisterende støjende fritidsanlæg og militære anlæg med angivelse af vejledende støjkonsekvenszoner fremgår af kortet. 
    Inden for støjkonsekvenszoner må der ikke etableres støjfølsom arealanvendelse, herunder bygges boliger og lignende, med mindre den fremtidige anvendelse sikres mod støjgener. Etablering af støjfølsom arealanvendelse indenfor støjkonsekvenszonen omkring Forsvarets anlæg ved Jægerspris kræver særlig aftale med de statslige myndigheder jf. planlovens § 15a.

    Placering af støjende fritidsanlæg
  6. Støjende fritidsanlæg, der kræver begrænsede bygninger og faste anlæg, skal fortrinsvis placeres i tilknytning til eksisterende støjende anlæg. Miljøstyrelsens regler om støj fra anlæggene skal overholdes ved eksisterende støjfølsom anvendelse og i områder, der er udlagt til støjfølsom anvendelse.