Forside : Temaer : Byudvikling : Grundvandshensyn i planlægningen : Redegørelse

Redegørelse

Rent drikkevand er en vigtig ressource og fødevare i Danmark. I Danmark er drikkevandsforsyningen næsten udelukket baseret på grundvand. Det er derfor vigtigt, at grundvandet sikres mod forurening og det fortsat kun er nødvendigt med simpel vandbehandling i produktionen af drikkevand. 

En langsigtet planlægning baseret på øget kendskab til grundvandets dannelse, beskyttelse og kvalitet er derfor af stor vigtighed, så arealanvendelsen respekterer den underliggende grundvandsressource.

Det er derfor et vilkår, at der skal være tilstrækkeligt, rent og velbeskyttet grundvand til at dække eksisterende og fremtidige behov for drikkevand i Frederikssund Kommune.

Frederikssund Kommune lægger vægt på, at byudviklingen sker sådan at den tager hensyn til grundvandet og dermed medvirker til at der også i fremtiden sikres let adgang til drikkevand af god kvalitet. Bestemmelserne om planlægning for byudvikling  er i overensstemmelse med og for så vidt angår boringsnære beskyttelsesområder en skærpelse af ”Bekendtgørelse om krav til kommunalbestyrelsens fysiske planlægning indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse". Kommunens grundvandsredegørelse samt redegørelse for byudvikling i Kommuneplan 2017 i OSD og indvindingsoplande kan ses i link nederst på siden.

Ved lokalisering af virksomheder, der sædvanligvis har oplag af, anvender eller frembringer forurenende stoffer eller stofgrupper, der er mobile i forhold til grundvandet, vurderer kommunen konkret, hvilke tekniske tiltag, der vil være tilstrækkelige for at sikre grundvandet mod forurening. Ved vurderingen tager kommunen udgangspunkt i virksomhedslisten i "Vejledning om kommunernes fysiske planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger, bilag 1. Listen i bilag 1 er dog ikke udtømmende. I spildevandstillæg for sådanne områder kan der for eksempel fastsættes:

  1. Parkeringspladser og kørearealer samt områder, hvor der oplagres eller håndteres olie eller kemikalier, skal være befæstet med en tæt belægning, der er indrettet med fald mod afløb, hvorfra der sker kontrolleret afledning.
  2. Regnvands- og spildevandsledninger skal til enhver tid opfylde den bedst tilgængelige teknologi med hensyn til tæthed, samlinger, tæthedsprøvning med videre.
  3. Olie og kemikalier skal opbevares i egnede beholdere, der enten er dobbeltvæggede eller placeret under tag og beskyttet mod vejrlig. Beholderne skal stå på en oplagsplads med tæt belægning uden afløb eller med afspærringsventil og sikret mod påkørsel.
  4. Oplagspladsen skal være indrettet på en måde, så spild kan holdes inden for et afgrænset område og uden mulighed for afløb til jord, grundvand og kloak. Området eller opsamlingssump skal som minimum kunne rumme indholdet af den største opbevaringsenhed i området.

pdf Grundvandsredegørelse

pdf Redegørelse for byudvikling i Kommuneplan 2017 i OSD og indvindingsoplande