Forside : Om planen : Detailhandelsanalyse : Rammebetingelser og regionale forhold

Rammebetingelser og regionale forhold

De regionale udviklingstendenser påvirker detailhandlen i Frederikssund Kommune. Den regionale konkurrence, de senere års faldende forbrug og den stigende e-handel har betydning for udviklingen i de fysiske butikker.

Siden 2007 er detailomsætningen i faste priser faldet med ca. 10 %. Samtidig er strukturudviklingen fortsat mod færre men større butikker. Internethandlen er stigende og vurderes at udgøre ca. 10-15 % af den samlede omsætning i detailhandlen i 2014. Samlet set har det på nationalt plan betydet, at mange butikker er lukket siden 2007, og at udvalgsvarehandlen fortsat går mod mere handel i de store handelscentre og på internettet.

Dagligvarer handles typisk nær bopælen, på vej til eller fra arbejde eller i butikker med god trafikal beliggenhed. Indtil videre handles dagligvarer kun i begrænset omfang på internettet, og dagligvarer er den mindst konjunkturfølsomme varegruppe.

Overordnet set er omsætningen i detailhandlen på et niveau, der svarer til 2004-2005. Finanskrisen har gjort forbrugerne mere prisbevidste. Det kommer særligt til udtryk ved, at især discountbutikkerne oplever markant fremgang. Forbrugerne er også blevet mere kvalitetsbevidste. Handlen med økologiske varer satte i 2013 omsætningsrekord for 6. år i træk og udgør i dag ca. 8 % af den samlede detailhandel med fødevarer. Danmark er det land i verden der har det højeste forbrug på økologiske varer pr. indbygger – kun overgået af Schweiz.

Et andet eksempel på de ændrede indkøbsvaner er, at de fleste indkøb kan klares i butikscentre, som har en høj andel af udvalgsvarer som tøj, elektronik, isenkram mv. På den anden side er der også flere eksempler på, at dagligvarebutikker i storcentrene ikke klarer sig så godt som dagligvarebutikker nær forbrugernes bopæl.