Vær' med

Du kan sende kommentarer til forslag til planen ved at benytte denne formular. Du kan også vedhæfte billeder, kort og tekst.
Du skal oplyse en e-mailadresse, da der sendes en kvittering på modtagelse af dit høringssvar.
Hvis ikke det er muligt at sende via denne formular, kan du sende til planoggis@frederikssund.dk el. Frederikssund Kommune, Plan & GIS, Torvet 2, 3600 Frederikssund







Hvis du har adressebeskytelse sæt kryds her






Dine kommentarer vil blive politisk behandlet, når høringsperioden er slut og offentligøres ved den endelige vedtagelse af planen.

Giv din mening til kende her og kom med indspark til planer, der er i høring

Forside : Miljø : Erhvervsområde i Skibby

Erhvervsområde i Skibby

PLANFORSLAG
Kommuneplanen udlægger et nyt område til erhvervsformål i Skibby (rammeområde E 4.4). Området har et areal på 8,8 ha. Der kan etableres erhverv såsom industri-, værksteds-, håndværks-, en gros-, lager-, servicevirksomhed samt tilhørende administration. Der kan endvidere etableres biogasanlæg i området. Butiksareal til salg af egne produkter må maksimalt være 100 m². Udlægget er kompenseret ved at reducere den fremtidige byzone i rammeområde B 3.30, B 3.31 og B 3.35 med  8,8 ha i forhold til kommuneplan 2013.

MILJØSTATUS
Erhvervsudlægget anvendes i dag dels til børneinstitution, dels til erhverv og dels til landbrug med opdyrkede marker. Området ligger i tilknytning til Skibbys eksisterende erhvervskvarter med god forbindelse til det statslige vejnet. Landskabet omkring Skibby er en del af karakterområde 2 – Horns Herred Bundmoræneflade. Området er karakteriseret ved et letbølget terræn. Over Dråby, Gerlev og Skuldelev kirker er landmarks i området. Området er i middel tilstand og ikke sårbart. Området ligger knap 3 km fra kysten og dermed lige netop indenfor kystnærhedszonen. 

Der er særlige drikkevandsinteresser (OSD) i området. I områdets nordlige afgrænsning er registreret et bevaringsværdigt dige.

MILJØMÅL
Målene for erhvervsudvikling og lokalisering i Fingerplan 2013 lyder:

  • Fingerplanen skal bidrage til at sikre erhvervslivet gode udviklingsmuligheder med et bredt udbud af velbeliggende lokaliseringsmuligheder, som matcher moderne virksomheders fremtidige behov.
  • Fingerplanen skal bidrage til at sikre rette virksomhed på rette sted med bl.a. gode motorvejsnære placeringsmuligheder for transport- og distributionserhvervene og gode stationsnære placeringsmuligheder for større regionale institutioner, domiciler og kontorejendomme.

Statslige interesser i kommuneplanlægningen opstiller en række yderligere mål/bindinger:

  • Der må ikke inddrages mere areal til byvækst, end det er nødvendigt for at dække det forventede behov til nye boliger og erhvervsarealer i den kommende planperiode (12 år), og arealforbruget til disse formål skal begrænses.
  • Byvækst skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder og skal ske indefra og ud.
  • Byvækst skal ske i byzone, og muligheder for byomdannelse og fortætning af allerede udlagte arealer skal undersøges, inden der inddrages nye arealer til byvækst.
  • Byer, hvor der sker byvækst, skal udpeges i kommuneplanen (bymønster), og udpegningerne skal ske på baggrund af samlede overvejelser om udnyttelse af allerede foretagne investeringer i eksisterende infrastruktur og offentlig service, forudsætninger om nødvendig ny infrastruktur samt lokaliseringen af arbejdspladser, indkøbsmuligheder mv.
  • Udlæg af nye erhvervsarealer langs motorveje skal begrænses. Udlæg følger de almindelige principper om indefra og ud, og de udlagte arealer skal reserveres til transporttunge virksomheder, som pga. behov for godstransport har behov for en nærhed til de overordnede veje.
  • Kommuneplanens retningslinjer for nye byudviklingsområder skal ledsages af retningslinjer for beliggenhed af trafikanlæg, så der også er planlagt for den fremtidige betjening via det fremtidige lokale vejnet og dets forbindelser til det overordnede vejnet.
  • Udlæg af arealer til byudvikling skal tage hensyn til de arealer, der er udlagt til støjende aktiviteter.
  • Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener. Udlæg af støjbelastede områder til boliger, rekreative formål eller andre støjfølsomme arealanvendelser, forudsætter, at der samtidigt planlægges for afskærmningsforanstaltninger m.v., der sikrer den fremtidige anvendelse mod støjgener.
  • Områder med særlige drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD skal som hovedregel friholdes for byvækst og ændringer i arealanvendelsen til mere grundvandsbelastende aktiviteter. 

Byrådets vision for Frederikssund Kommune, som blev formuleret i forbindelse med planstrategiarbejdet lyder:

Byudvikling
Vi ønsker at sikre en bæredygtig byudvikling og kvalitet i omgivelserne. Det betyder, at byudvikling skal ske ud fra et helhedsperspektiv, under hensyn til beskyttelse af grundvand, landskab og natur, med omtanke for miljø og klima og med udgangspunkt i lokale kvaliteter.

Der skal sikres klare grænser mellem by og land, således at spredt og tilfældig byudvikling i det åbne land undgås. Desuden skal natur og landskab tænkes ind i udviklingen af nye boligområder, og her spiller samspillet med kommunens grønne struktur en vigtig rolle.

Bæredygtighed skal tænkes ind i udviklingen af nye byområder. Nye byområder skal inddrage hensynet til klimaforandringer, herunder bl.a. CO2-reduktion og klimatilpasning. 

Erhverv
Vi ønsker at være en stærk og dynamisk erhvervskommune.

I Frederikssund Kommune skal virksomhederne opleve kommunen som en sammenhængende enhed med synlige indgange og koordineret, kvalitativ opgaveløsning. Kommunen er virksomhedernes medspiller og finder i samarbejde de bedst mulige løsninger. Det frigør energi hos den enkelte virksomhed, skaber det bedste udgangspunkt for vækst og gør kommunens virksomheder til de bedste ambassadører for kommunen. Vi lytter, så hos os kommer virksomhederne også til en snak, når de "bare" drømmer om fremtidige projekter.

INDVIRKNING OG PLANLAGTE FORANSTALTNINGER

Udviklingsvilkår, adgang til uddannelse og arbejde, trafikal tilgængelighed, trafiksikkerhed, fortidsminder, skovrejsning, grønne strukturer, attraktive omgivelser
Skibby erhvervskvarterer er stort set udbyggede og der forventes en fortsat efterspørgsel på erhvervsjord til lokal erhvervsudvikling i Skibby. Udlægget vil medvirke til at sikre gode erhvervsmuligheder og arbejdspladser, og et godt og varieret udbud af lokaliseringsmuligheder for virksomheder. Udpegning af rammeområde E 4.4 som nyt byudlæg til erhvervsformål vil medvirke til at sikre at Skibby kan få en naturlig fortsat byudvikling med vækst både på erhvervssiden og boligsiden. 

Området ligger godt i forhold til både individuel og kollektiv trafikbetjening. Området ligger tæt på statsvejen Rute 53, som får højklasset forbindelse til Frederikssund, Vinge og Københavnsområdet via den kommende fjordforbindelse og forbindelse til Roskilde. Det lokale såvel som det overordnede vejnet vurderes at kunne håndtere den øgede trafik evt. med tilpasninger af udkørslen fra Hanghøjvej til Skibbyvej i samarbejde med Vejdirektoratet, som er vejmyndighed for statsvejen. Frederikssund Kommune vil løbende drøfte med Vejdirektoratet, hvorvidt der er behov for tilpasninger af udkørslen fra Hanghøjvej til Skibbyvej. Der er gode og hurtige busforbindelser både mod nord til Jægerspris og Frederikssund og mod syd til Roskilde og når fjordforbindelsen tages i brug vil det give nye muligheder for kollektive forbindelser til Frederikssund, Vinge og Københavnsområdet.

Der er registreret to ikke-fredede fortidsminder på arealet – en rundhøj (eller evt. flere), som ikke er præcist lokaliseret og en udgravet lokalitet med affaldsgrube fra jernalderen og kulturlag fra stenalderen. Umiddelbart syd for erhvervsarealet er registreret et fund af en helleristning/billedsten. Såfremt der under anlægget af erhvervsområdet findes fortidsminder inddrages museet. I udlæggets nordlige afgrænsning er registreret et bevaringsværdigt dige. I forbindelse med lokalplanlægningen skal der tages stilling til digets bevaringsværdi.

En del af erhvervsarealet har hidtil været udpeget til skovrejsning. Samtidig med udlægget af erhvervsområdet, som medfører at et areal udtages som skovrejsningsområde udpeges imidlertid nye skovrejsningsarealer omkring erhvervsområdet, som er større end det areal som tages ud. Netto vil der således ske en øgning af skovrejsningsarealet i den nordlige del af Skibby. Statslig skovrejsning vil give mulighed for at realisere ønskerne om en bedre adgang til naturen fra Skibby i overensstemmelse med den grønne struktur omkring Skibby.

Landskabsværdier
Erhvervsudlægget er jf. Frederikssund Kommunes landskabsanalyse og landskabsstrategi omfattet af Landskabskarakterområde nr. 2, Horns Herred Bundmoræneflade, delområde M9. Målsætningen for området er vedligehold. Målsætningen om vedligehold betyder, at området skal vedligeholdes og at ændringer kan ske, når der tages hensyn til indpasning i den eksisterende karakter. I dette landskab skal der udvises hensyn til indsigten til Krogstrup, Skuldelev og Selsø Kirker, der er landmarks med det strategiske mål beskytte. Indsigten til kirkerne omfatter en kirkeomgivelseszone, der ligger i beskyttelsesområde M6 ved Tørslev og Skuldelev og i naboområderne for landskabskarakterområde 4 og 3. Det er vigtigt at have disse punktvise beskyttelseshensyn for øje.

Udlægget vil påvirke landskabet omkring Skibby, men vil ikke betyde tab af væsentlige landskabskvaliteter i det ikke-sårbare og allerede påvirkede landskab ligesom Skibby by ikke vil tabe væsentlige kulturhistoriske kvaliteter ved udbygningen. Udlægget vil endvidere ikke få betydning for oplevelsen af vigtige landmarks eller udsigter.

Arealet ligger lige knap 3 km fra kysten og dermed inden for kystnærhedszonen. Kystnærhedszonen skal sikre de danske kystlandskaber mod bebyggelse, som hindrer oplevelsen af landskaberne fra vandet eller fra land. Kystnærhedszonen dækker arealer fra kysten og 3 km ind i landet.

Erhvervsområdet ligger i 2,5-3 km’s afstand fra Roskilde Fjord og i området mellem arealet og Roskilde Fjord er der planlagt bymæssig bebyggelse som delvist vil blokere for indsynet til erhvervsområdet fra kysten. Fra fjorden vil oplevelsen af kystlandskabet således kun blive påvirket i mindre grad. Fra det nye erhvervsområde vil der – på grund af afstanden til kysten og de planlagte foranliggende bebyggelser og den planlagte skovrejsning – ikke være en nær kontakt til kystlandskabet.

Det nye erhvervsudlæg ligger langt fra kystforlandet og vurderes ikke at få mærkbar betydning for oplevelsen af kysten.

Arealforbrug, energiforbrug, affaldsmængder, støj, vibrationer mv., lugt og emissioner
Erhvervsudbygning vil medføre, at et landbrugsareal tages ud af drift. Afhængigt af de konkrete virksomheder som etablerer sig i området vil det desuden medføre at kommunens energiforbrug og affaldsmængder øges og medføre støj, lugt og emissioner. Området har en god beliggenhed med stor afstand til de nærmeste følsomme anvendelser. Derfor vil det være muligt at virksomheder i området kan støje og lugte uden at der skal stilles meget restriktive krav af hensyn til miljøfølsomme naboer. Dette gælder dog først, når den eksisterende miljøfølsomme anvendelse til institution er ophørt. Øvrige emissioner skal overholde grænseværdier i skel jf. miljøbeskyttelseslovgivningen.

Grundvandsinteresser og afledning af overfladevand og spildevand
Rammeområde E 4.4 ligger indenfor område med særlige drikkevandsinteresser men uden for indvindingsområder. Indenfor områder med særlige drikkevandsinteresser må der som udgangspunkt ikke lokalplanlægges for erhverv, der medfører en øget fare for forurening af grundvandet. Dette krav kan dog fraviges såfremt det godtgøres, at der er en særlig planlægningsmæssig begrundelse for placeringen, herunder at lokalisering uden for de nævnte områder er undersøgt og ikke fundet mulig, og at faren for forurening af grundvandet kan forebygges.

Hele Skibby by og den nærmeste omegn ligger i område med særlige drikkevandsinteresser. Der er således ikke mulighed for at et erhvervsudlæg ved Skibby kan placeres udenfor område med særlige drikkevandsinteresser. I stedet skal det sikres, at faren for forurening af grundvandet forebygges.

Det fremgår af rammebestemmelsen for området, at der er grundvandsinteresser i området. Ved lokalplanlægning skal anvendelsesbestemmelser fastsættes under hensyntagen til grundvandsinteresserne jf. den statslige vejledning om placering af virksomheder og anlæg i områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande. Det fastsættes i lokalplanen, at virksomheder, der sædvanligvis har oplag af, anvender eller frembringer forurenende stoffer eller stofgrupper, der er mobile i forhold til grundvandet, kun kan lokaliseres såfremt der etableres tekniske tiltag, der vil være tilstrækkelige til at sikre grundvandet mod forurening. De konkrete metoder til sikring af grundvandet specificeres i lokalplanlægning, spildevandsplanlægning og miljøgodkendelser.

Udlægget vil øge det befæstede areal og dermed mængden af overladevand og samtidig vil spildevandsmængderne også stige. For at håndtere disse udfordringer vil der blive stillet krav til afledningen i spildevandsplanlægningen for området. Ved lokalplanlægningen skal der jf. kommuneplanens tema om klimasikring konkrete tages hensyn til vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici fra både skybrud, havvandsstigninger, vandløb og stigning i grundvandsspejl. Det skal vurderes, om der skal stilles særlige krav i lavtliggende arealer og i strømningsveje, eksempelvis til bygningers sokkelkote, mulighed for kælder eller friholdelse for bebyggelse.

Ved lokalplanlægningen skal der desuden reserveres plads til eventuelt nødvendige anlæg til forsinkelse, rensning og afledning af overfladevand. For eksempel rense- og forsinkelsesbassiner, kunstige søer, regnbede, grønne områder, kanaler, grøfter og trug. Løsninger for overfladevand skal som udgangspunkt indgå som gevinst for landskabet/byen.

0-ALTERNATIV
Det forventes, at der vil opstå behov for erhvervsareal i Skibby i løbet af den 12-årige planperiode. Hvis der ikke udlægges areal vil udviklingsmulighederne i Skibby ikke blive udnyttet. Hvis arealet ikke inddrages til erhvervsområde vil landbrugsdriften med tilhørende miljøbelastning fortsætte. Endvidere må det påregnes, at den eksisterende institution på arealerne fortsat vil begrænse erhvervsudviklingsmulighederne i E 4.2, idet der er tale om en miljøfølsom anvendelse.

OVERVÅNING
Ved spildevandsplanlægningen for området vil der blive stillet krav til afledningen fra området, herunder særlige krav til virksomheder der sædvanligvis har oplag af, anvender eller frembringer forurenende stoffer eller stofgrupper, der er mobile i forhold til grundvandet. Ved lokalplanlægningen skal der jf. kommuneplanens tema om klimasikring tages hensyn til vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici fra både skybrud, havvandsstigninger, vandløb og stigning i grundvandsspejl. Det skal vurderes, om der skal stilles særlige krav i lavtliggende arealer og i strømningsveje, eksempelvis til bygningers sokkelkote, mulighed for kælder eller friholdelse for bebyggelse.

Ved lokalplanlægningen skal der desuden reserveres plads til eventuelt nødvendige anlæg til forsinkelse, rensning og afledning af overfladevand. For eksempel rense- og forsinkelsesbassiner, kunstige søer, regnbede, grønne områder, kanaler, grøfter og trug. Løsninger for overfladevand skal som udgangspunkt indgå som gevinst for landskabet/byen.

Det lokale såvel som det overordnede vejnet vurderes at kunne håndtere den øgede trafik evt. med tilpasninger af udkørslen fra Hanghøjvej til Skibbyvej i samarbejde med Vejdirektoratet, som er vejmyndighed for statsvejen. Frederikssund Kommune vil løbende drøfte med Vejdirektoratet, hvorvidt der er behov for tilpasninger af udkørslen fra Hanghøjvej til Skibbyvej.

Det er i bestemmelserne for ramme E 4.4 fastsat, at der i forbindelse med lokalplanlægning skal tages stilling til bevaringsinteresser knyttet til diget i områdets nordlige afgrænsning.

Såfremt der under anlægget af erhvervsområdet findes fortidsminder inddrages museet.