Vær' med

Du kan sende kommentarer til forslag til planen ved at benytte denne formular. Du kan også vedhæfte billeder, kort og tekst.
Du skal oplyse en e-mailadresse, da der sendes en kvittering på modtagelse af dit høringssvar.
Hvis ikke det er muligt at sende via denne formular, kan du sende til planoggis@frederikssund.dk el. Frederikssund Kommune, Plan & GIS, Torvet 2, 3600 Frederikssund







Hvis du har adressebeskytelse sæt kryds her






Dine kommentarer vil blive politisk behandlet, når høringsperioden er slut og offentligøres ved den endelige vedtagelse af planen.

Giv din mening til kende her og kom med indspark til planer, der er i høring

Forside : Miljø : Boligområde i Lyngerup

Boligområde i Lyngerup

PLANFORSLAG
Kommuneplanen udlægger et nyt område til boligformål i Lyngerup (rammeområde B 4.33). Området har et areal på 5,0 ha. Der kan etableres tæt-lav og/eller åben-lav boliger i området med en maksimal højde på 8,5 meter. Udlægget er kompenseret ved at reducere den fremtidige byzone i rammeområde B 4.26 tilsvarende med 5,0 ha i forhold til kommuneplan 2013.

MILJØSTATUS
Boligudlægget i Lyngerup anvendes i dag til landbrug med opdyrkede marker. Området ligger i tilknytning til Lyngerups boligområder og i tilknytning til den primære vej, Dysagervej. Landskabet omkring Lyngerup er en del af karakterområde 2 – Horns Herred Bundmoræneflade. Området er karakteriseret ved et letbølget terræn. Over Dråby, Gerlev og Skuldelev kirker er landmarks i området. Den nordlige del af området og herunder området omkring Lyngerup er i nogen grad forstyrret af tekniske anlæg i form af højspændingsledninger, vindmøller og større veje. Lyngerup er påvirket af nyere byudvikling og kulturhistoriske spor er ikke tydelige. Området er i middel tilstand og ikke sårbart. Området ligger knap 3 km fra kysten og dermed lige netop indenfor kystnærhedszonen.

Der er særlige drikkevandsinteresser (OSD) i området og den sydøstlige del af området er følsomt indvindingsområde.

MILJØMÅL
Målene for byomdannelse og byudvikling i Fingerplan 2013 lyder:

  • Fingerplanen skal bidrage til at sikre et alsidigt udbud af bosætningsmuligheder, som er velbeliggende i forhold til den overordnede trafikale infrastruktur med god kollektiv trafikbetjening.
  • Fingerplanen skal understøtte byomdannelse omkring hovedstadsområdets stationer og bidrage til at sikre, at udbuddet af byggemuligheder svarer til den forventede efterspørgsel i den kommende planperiode, samtidig med at alle egne og kommuner har udviklingsmuligheder.

Oversigt over statslige interesser i kommuneplanlægningen, 2017 angiver følgende mål vedrørende vækst og arealanvendelse i by- og landzone:

  • Der må ikke inddrages mere areal til byvækst, end det er nødvendigt for at dække det forventede behov til nye boliger og erhvervsarealer i den kommende planperiode (12 år), og arealforbruget til disse formål skal begrænses.
  • Byvækst skal ske i direkte tilknytning til eksisterende byområder og skal ske indefra og ud.
  • Byvækst skal ske i byzone, og muligheder for byomdannelse og fortætning af allerede udlagte arealer skal undersøges, inden der inddrages nye arealer til byvækst.
  • Byer, hvor der sker byvækst, skal udpeges i kommuneplanen (bymønster), og udpegningerne skal ske på baggrund af samlede overvejelser om udnyttelse af allerede foretagne investeringer i eksisterende infrastruktur og offentlig service, forudsætninger om nødvendig ny infrastruktur samt lokaliseringen af arbejdspladser, indkøbsmuligheder mv.
  • Kommuneplanens retningslinjer for nye byudviklingsområder skal ledsages af retningslinjer for beliggenhed af trafikanlæg, så der også er planlagt for den fremtidige betjening via det fremtidige lokale vejnet og dets forbindelser til det overordnede vejnet.
  • Kommuneplanens retningslinjer for landzoneadministrationen skal sikre, at spredt bebyggelse til boliger og erhverv m.v. i det åbne land undgås.
  • Mulighederne for byggeri ved landsbyer i landzone skal angives ved at afgrænse landsbyerne på kort og fastsætte bestemmelser for byggeri mv. i kommuneplanens rammer for lokalplanlægning.
  • Udlæg af arealer til byudvikling skal tage hensyn til de arealer, der er udlagt til støjende aktiviteter.
  • Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer til sikring af, at støjbelastede arealer ikke udlægges til støjfølsom anvendelse, medmindre den fremtidige anvendelse kan sikres mod støjgener. Udlæg af støjbelastede områder til boliger, rekreative formål eller andre støjfølsomme arealanvendelser, forudsætter, at der samtidigt planlægges for afskærmningsforanstaltninger m.v., der sikrer den fremtidige anvendelse mod støjgener.
  • Områder med særlige drikkevandsinteresser, følsomme indvindingsområder og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD skal som hovedregel friholdes for byvækst og ændringer i arealanvendelsen til mere grundvandsbelastende aktiviteter.

Byrådets vision for Frederikssund Kommune, som blev formuleret i forbindelse med planstrategiarbejdet lyder:

Bosætning
Vi spiller en væsentlig rolle i regionen som bosætningskommune. Vores position skal styrkes ved at sikre trygge og oplevelsesrige boligområder, gode tilbud til borgerne i form af handel, service og kultur- og fritidsmuligheder, ved at skabe attraktive erhvervsområder samt ved at styrke landskabet i planlægningen.

Boligen spiller en meget væsentlig rolle, da mange er knyttet til hele regionens arbejdsmarked.

En stor del af vores indbyggere pendler til arbejdspladser uden for kommunen. Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde en tryg base for det familieliv og for de fritidsinteresser, der foregår uden for arbejdstiden.

Byudvikling
Vi ønsker at sikre en bæredygtig byudvikling og kvalitet i omgivelserne. Det betyder, at byudvikling skal ske ud fra et helhedsperspektiv, under hensyn til beskyttelse af grundvand, landskab og natur, med omtanke for miljø og klima og med udgangspunkt i lokale kvaliteter. 

Der skal sikres klare grænser mellem by og land, således at spredt og tilfældig byudvikling i det åbne land undgås. Desuden skal natur og landskab tænkes ind i udviklingen af nye boligområder, og her spiller samspillet med kommunens grønne struktur en vigtig rolle. 

Bæredygtighed skal tænkes ind i udviklingen af nye byområder. Nye byområder skal inddrage hensynet til klimaforandringer, herunder bl.a. CO2-reduktion og klimatilpasning.

Desuden skal nye byområder være socialt bæredygtige ved at give plads til mangfoldighed og fællesskab. Byområder skal rumme en blanding af boligtyper- og størrelser, og der skal skabes fysiske rammer, der giver mulighed for et varieret byliv. I boligområder skal tiltag, såsom fællesfaciliteter, fælles udearealer og forbindelse til sammenhængende stisystemer, der kan understøtte det sociale liv og muligheden for et sundt og aktivt liv i lokalområdet, prioriteres højt i disponeringen af området.

INDVIRKNING OG PLANLAGTE FORANSTALTNINGER

Udviklingsvilkår, attraktive omgivelser, boligforhold, bymiljø, trafikal tilgængelighed og trafiksikkerhed
Udpegning af rammeområde B 4.33 som nyt byudlæg til boligformål vil sikre Lyngerup fortsatte udviklingsmuligheder inden for planperioden. Et eksisterende vindmølleområde og etableringen af en ny fjordforbindelse på østsiden af Lyngerup betyder, at det er den vestlige side af byen som kan tilbyde de mest attraktive omgivelser. Området ligger tæt på naturværdier omkring Skarndalsgrøften, som dog har en begrænset tilgængelighed. Området ligger også tæt på det potentielle rekreative område ved råstofgravene nord for Lyngerup, som indgår i den grønne struktur. 

Området ligger ideelt i forhold til både individuel og kollektiv trafikbetjening. Området ligger i tilknytning til Dysagervej, der vurderes at kunne håndtere den øgede trafik. Dysagervejs udmunding i statsvejen Lyngerupvej er egnet til den trafikale belastning og har svingbane til Dysagervej. Fra Lyngerup er der hyppige kollektive forbindelser til Skibby, Jægerspris og Frederikssund. 

Den eksisterende banevold fra den midtsjællandske jernbane vil danne en naturlig afgrænsning af Lyngerup mod vest. Banevolden forbliver altovervejende i landzone. 

Landskabsværdier
Boligudlægget er jf. Frederikssund Kommunes landskabsanalyse og landskabsstrategi omfattet af Landskabskarakterområde nr. 2, Horns Herred Bundmoræneflade, delområde M9. Målsætningen for området er vedligehold. Målsætningen om vedligehold betyder, at området skal vedligeholdes og at ændringer kan ske, når der tages hensyn til indpasning i den eksisterende karakter. I dette landskab skal der udvises hensyn til indsigten til Krogstrup, Skuldelev og Selsø Kirker, der er landmarks med det strategiske mål beskytte. Indsigten til kirkerne omfatter en kirkeomgivelseszone, der ligger i beskyttelsesområde M6 ved Tørslev og Skuldelev og i naboområderne for landskabskarakterområde 4 og 3. Det er vigtigt at have disse punktvise beskyttelseshensyn for øje. 

Udlægget vil påvirke landskabet omkring Lyngerup, men vil ikke betyde tab af væsentlige landskabskvaliteter i det ikke-sårbare og allerede påvirkede landskab ligesom Lyngerup by ikke vil tabe væsentlige kulturhistoriske kvaliteter ved udbygningen. Udlægget vil endvidere ikke få betydning for oplevelsen af vigtige landmarks eller udsigter. Det er i de konkrete bestemmelser for ramme B 4.33 fastsat, at bebyggelsen ikke må påvirke banevoldens vestlige side. Banevolden vil dermed komme til at danne en naturlig afgrænsning af Lyngerup mod vest. 

Arealet ligger lige knap 3 km fra kysten og dermed inden for kystnærhedszonen. Der er imidlertid ikke visuel sammenhæng mellem det nye boligudlæg og kysten og udlægget vil ikke have betydning for oplevelsen af kysten.

Arealforbrug, energiforbrug og affaldsmængder
Boligudbygning vil medføre, at et landbrugsareal tages ud af drift. Desuden vil det kommunens energiforbug og afffaldsmængder blive øget.

Grundvandsinteresser og afledning af overfladevand og spildevand
Området er udpeget som område med særlige drikkevandsinteresser og en del af området er følsomt indvindingsområde. Det vurderes på baggrund af områdets anvendelse til boliger, at udlæg af rammeområde B 4.33 ikke vil medføre væsentlig indvirkning på grundvandet og er i overensstemmelse med statens og kommunens ønsker om grundvandsbeskyttelse. Boliger er kendetegnet ved at have ingen eller kun ubetydelige oplag af eller anvendelse af mobile forureningskomponenter. Hele Lyngerup og byens omgivelser er beliggende i område med særlige drikkevandsinteresser. Det er således ikke muligt at byudvikle Lyngerup uden at det berører områder med særlige drikkevandsinteresser.

Udlægget vil øge det befæstede areal og dermed mængden af overladevand og samtidig vil spildevandsmængderne også stige. For at håndtere disse udfordringer vil der blive stillet krav til afledningen i spildevandsplanlægningen for området. Ved lokalplanlægningen skal der jf. kommuneplanens tema om klimasikring konkrete tages hensyn til vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici fra både skybrud, havvandsstigninger, vandløb og stigning i grundvandsspejl. Det skal vurderes, om der skal stilles særlige krav i lavtliggende arealer og i strømningsveje, eksempelvis til bygningers sokkelkote, mulighed for kælder eller friholdelse for bebyggelse.

Ved lokalplanlægningen skal der desuden reserveres plads til eventuelt nødvendige anlæg til forsinkelse, rensning og afledning af overfladevand. For eksempel rense- og forsinkelsesbassiner, kunstige søer, regnbede, grønne områder, kanaler, grøfter og trug. Løsninger for overfladevand skal som udgangspunkt indgå som gevinst for landskabet/byen.

0-ALTERNATIV
Erhvervsstyrelsen stiller krav om, at der ikke må udlægges mere areal til byudvikling udenfor byfingeren. Udlægget i Lyngerup er i overensstemmelse hermed kompenseret ved at der tages et tilsvarende byudviklingsareal ud i Skuldelev, således at de to byer begge sikres gode udviklingsmuligheder.

0-alternativet indebærer, at byudviklingsmulighederne i Skuldelev bliver meget store og mens byudviklingsmulighederne i Lyngerup bliver meget begrænsede. Det vurderes, at fordeling af byudviklingsmulighederne svarer bedrer til den forventede efterspørgsel efter nye boliger og således vil bidrage positivt til kommunens udvikling. De to byudviklingsmuligheder har forskellige kvaliteter. Skuldelev har den største grad af offentlig og privat service, mens Lyngerup - allerede i dag og med etableringen af fjordforbindelsen i 2019 i endnu højere grad – ligger ideelt i forhold til både individuel og kollektiv trafikbetjening.

ANDRE ALTERNATIVER
I forbindelse med udlæg af det nye boligområde i Lyngerup er andre placeringsmuligheder belyst.

Hele Lyngerup med omgivende landskaber er OSD. Udlæg i boligområde i Lyngerup vil således uanset den nærmere placering ske i OSD.

Yderligere byudvikling mod øst i Lyngerup er ikke så attraktiv som udvikling mod vest pga. af nærhed til den kommende fjordforbindelse og mod sydøst også vindmøllerne i ramme LT 4.7 Vindmølleområde ved Maglehøj.

Mod vest er Dysagervej den bedst egnede vej til at bære trafikken fra et byudviklingsområde. Arealerne nord for Dysagervej er bedst egnede, dels fordi de har størst afstand til højspændingsluftledningerne syd for Lyngerup, dels fordi påvirkningen af følsomme indvindingsområder derved minimeres.

OVERVÅGNING
Ved spildevandsplanlægningen for området vil der blive stillet krav til afledningen fra området. Ved lokalplanlægningen skal der jf. kommuneplanens tema om klimasikring tages hensyn til vandets strømningsveje og oversvømmelsesrisici fra både skybrud, havvandsstigninger, vandløb og stigning i grundvandsspejl. Det skal vurderes, om der skal stilles særlige krav i lavtliggende arealer og i strømningsveje, eksempelvis til bygningers sokkelkote, mulighed for kælder eller friholdelse for bebyggelse.

Ved lokalplanlægningen skal der desuden reserveres plads til eventuelt nødvendige anlæg til forsinkelse, rensning og afledning af overfladevand. For eksempel rense- og forsinkelsesbassiner, kunstige søer, regnbede, grønne områder, kanaler, grøfter og trug. Løsninger for overfladevand skal som udgangspunkt indgå som gevinst for landskabet/byen.

Det er i bestemmelserne for ramme B 4.33 fastsat, at bebyggelsen ikke må påvirke banevoldens vestlige side. Banevolden vil dermed komme til at danne en naturlig afgrænsning af Lyngerup mod vest.