Grøn og blå struktur

I Frederikssund Kommune er der aldrig langt til naturen. Fjorde, skove, bakker, ådale og søer giver unikke muligheder for naturoplevelser både for kommunens borgere og for turister. Kommunens grønne og blå struktur er et sammenhængende netværk af grønne kiler, landskabsstrøg, rekreative forbindelser og oplevelsesmuligheder på fjordene. Strukturen består af både eksisterende og potentielle naturområder og forbindelser og understreger, at kommunen lægger vægt på at værne om naturen og skabe mere natur. Den grønne og blå struktur er ikke færdigudviklet, men skal løbende tilpasses og åbne mulighed for nye initiativer. 

Blandt de seneste initiativer er etableringen af Sjællands første nationalpark Skjoldungernes Land i 2015. Nationalparken rummer ca. 170 km2 smukke og interessante landskaber i tre kommuner omkring Roskilde Fjord - Roskilde, Lejre og Frederikssund. I Frederikssund Kommune omfatter nationalparken Selsø-Lindholm Gods' jorder og jorder ejet af Struckmannfonden fordelt på 3 landskaber af vidt forskellig karakter: arealer omkring Selsø Sø, som er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområde, Østskoven og Eskildsø, som udover et fantastisk fugleliv også rummer en klosterruin fra 1100-tallet. Nationalparken er blevet til i et tæt samarbejde med lodsejerne, som også er tæt involverede ledelsen af parken. Nationalparken får et statsligt tilskud, som bl.a. anvendes til pleje og formidling af værdierne i parken. I 2016 har Danske Nationalparker/Friluftsrådet desuden certificeret Naturpark Mølleåen som omfatteret område på 50 km2 i Frederikssund, Allerød, Egedal og Furesø Kommuner.

Den grønne og blå struktur understøtter sundhed og livskvalitet i lokalområderne, gør kommunen attraktiv for byudvikling og er samtidig basis for kommunens turismeudvikling, som lægger særlig vægt på 3 indsatsområder – sejlerturisme, vikinger og kulturhistorie. 

Frederikssund Kommunes Turismestrategi 2013 – 2020 indeholder en række indsatsområder, der skal sikre, at kommunen er en del af en stærk, bæredygtig og udviklingsorienteret Hovedstadsregion. Strategien fokuserer på at være til glæde for både borgere og turister.

Visionen er, at Frederikssund Kommune vil være destinationen, hvor danske og svenske familier på ferie og udflugt tager hen for at få aktive oplevelser med udgangspunkt i naturen, kulturen og historien om vikingerne.

Målet for turismeudviklingen er, at den skal skabe øget beskæftigelse og øget omsætning. Delmålene er at øge andelen af turister og øge forbruget for de kommercielle og ikke kommercielle overnatninger.

Der er udpeget en række indsatsområder, der har fokus på fremadrettet at tiltrække flere turister til kommunen. 

Turismestrategi 2013-2020